Færgeriets historie
Færgefart over Danmarks længste flodmunding
Inde i bunden af Randers Fjord strømmer vand fra Gudenåen ud i den langstrakte fjord, som derfor med rette kan kaldes Danmarks længste flodmunding. Afstanden fra bred til bred er ikke stor, men der er ikke desto mindre færgesejlads hele to steder på strækningen.
Med Danmarks mindste færge …
Mellerup-Voer færgefarten kan bryste sig af at være både Danmarks ældste Kgl. privilegerede overfart og Danmarks mindste færge.
I henved 400 år har folk og fæ kunnet krydse fjorden på dette sted. I godt 300 år foregik sejladsen på en fladbundet pram eller kåg, som blev trukket over med et tov og sidenhen bagefter en motorjolle. Først i 1963 lykkedes det færgemanden at få bygget en rigtig motorfærge, nemlig M/F Ragna, som endnu i dag bringer biler og passagerer de 470 meter over fjorden.
Læs mere om Mellerup-Voer overfartens historie her.
Udbyhøj Kabelfærge – Danmarks eneste kabeltrukne færge …
Derude hvor Randers Fjord munder ud i Kattegat, krydsede én af Danmarks ældste og mest velholdte træfærger indtil sommeren 2006 fjorden. Færgen flyttede i 1967 fra Svendborgsund til Udbyhøj.
Tiden havde imidlertid indhentet den gamle træfærge, og i juli 2006 fik den afløsning af den nybyggede Udbyhøj Kabelfærge. Som navnet siger, er den ny færge en kabeltrukket bilfærge – kabelfærger kender vi fra Sverige, men denne er Danmarks første.
Læs mere om Udbyhøj overfartens historie her